AS Roma vendte truende nederlag med Rasmus NK på banen
Det lignede længe, at Serie B-holdet Cremonese ekspederede AS Roma ud af Coppa Italia onsdag aften, men Mourinhos mandskab fik vendt kampen i de døende minutter.
Rasmus Nissen Kristensen startede på bænken i onsdagens ottendedelsfinale i Rom.
Det lignede da også en formsag for AS Roma, for på den anden banehalvdel på Stadio Olimpico stod upåagtede Cremonese fra Serie B.
Gæsterne ligger nummer fem i den næstbedste italienske række, men udeholdet lagde sig bestemt ikke ned. Efter de første 16 minutter havde gæsterne allerede fået tre gule kort, men der var også mål i Cremonese.
For efter 37 minutters spil bragte Frank Tsadjout de undertippede gæster foran, og så kan det ellers være, at der var noget at tale om for José Mourinho i pausen.
Den portugisiske manager foretog tre ændringer fra starten af anden halvleg, hvor blandt andet danske Rasmus Kristensen blev skiftet ind.
Og forløsningen kom for I Giallorossi.
Kampen skulle dog helt hen i det 77. minut, før at Romelu Lukaku sparkede udligningen ind for hjemmeholdet. Og få minutter før tid brød jublen ud hos AS Roma.
Værterne blev nemlig tildelt et straffespark, og det omsatte argentinske Paulo Dybala, som var blevet skiftet ind sammen med Kristensen i starten af anden halvleg.
Argentineren gjorde det til kampens resultat 2-1, og dermed er AS Roma kvalificeret til kvartfinalen i Coppa Italia.
De Ketelaere spiller superkamp i Atalanta-avancement