Alexander Fischer er ny træner i Young Boys
Det bliver Alexander Fischer, der overtager det ledige trænersæde hos 3. Divisionsklubben Young Boys FD.
Efter fyringen i Skive i september er Alexander Fischer nu tilbage som cheftræner.
Den tidligere superligaprofil har landet et job som afløser for Daniel Sehested i Silkeborg-klubben Young Boys i den danske 3. Division.
37-årige Fischer har tidligere været på blokken hos Young Boys, som dog måtte se Skive løbe med den tidligere Viborg- og Randers FC-profil.
– Jeg forsøgte faktisk at ansætte Alexander som spillende assistent for to og et halvt år siden, da han stoppede i Viborg. Nu blev det så Skive, der gav Alexander hans første læring som cheftræner, og den erfaring er jeg sikker på kommer os til god gavn nu, lyder det fra Holger Kristiansen, der er direktør i Young Boys.
Alexander Fischer fik sit første cheftrænerjob, da Skive i sommeren 2022 ansatte ham. Efter 52 kampe i spidsen for skibonitterne blev Fischer i september fyret, men nu er han altså tilbage i de danske divisioner.
Mål og Highlights: Silkeborg IF sendte Young Boys ud i pokalmørket– Jeg har, siden min første snak med Holger for to og et halvt år siden, fulgt meget med i klubben og deres udvikling. Jeg synes, at ambitionerne og værdierne i klubben stemmer godt overens med mine egne.
– Jeg glæder mig til at være med til at forsætte den positive udvikling og sætte yderligere skub i retningen både på og udenfor banen. Jeg synes, der er et rigtig godt potentiale i truppen og ser virkelig frem til at få lært spillerne at kende og begynde arbejdet frem mod sæsonstart, lyder det fra Alexander Fischer.
Young Boys er ved vinterpausen nummer otte i den danske 3. Division.