Kjær i ny Netflix-serie: Eriksens episode har ændret mig som menneske
Hvis der er en episode, der om nogen har indprentet sig hos fodboldtilhængere verden over, så er det Christian Eriksens uheld i Parken til EM slutrunden i sommeren 2021. I en ny serie på Netflix fortæller Simon Kjær åbent og ærligt om, hvordan situationen har påvirket hans liv.
Et øjeblik kan ændre alt.
Det gjorde holdkammeraten og vennen Christian Eriksens hjertestop i Parken for Simon Kjær.
Den danske anfører var i situationen i kampen mod Finland hurtigt henne ved Eriksen, der lå livløs på banen foran hjemmepublikummet, og i en ny serie på Netflix fortæller den danske landsholdsanfører, at det har ændret hans liv.
– Jeg ved ikke, om jeg ville spille fodbold i dag, hvis Christian han… hvis det var endt anderledes, siger Simon Kjær i programmet og fortsætter:
– Det har ændret mig. Christians episode har ændret mig som menneske. 100 procent. Siden den dag har jeg jo ikke været i tvivl om, hvad fodbold er, forklarer Simon Kjær, der også har produktionsholdet med undervejs ved det danske landsholds deltagelse ved VM i Qatar.
Simon Kjær bliver samtidig spurgt til, hvordan det er at være fodboldspiller til en turnering, hvor kritikken har haglet ned over arrangøren.
Den stærke forsvarsspiller udgik den 22. december med en mindre skade for AC Milan, men lørdag aften var Simon Kjær tilbage i startformationen for holdet, der mødte Sassuolo.
Serien på Netflix hedder ‘Verdens Kaptajner’ og kan ses her.