Officielt: Eric Bailly ophæver i Besiktas
Den tidligere Manchester United-forsvarsspiller Eric Bailly har fået sin kontrakt i tyrkiske Besiktas ophævet.
Ægteskabet mellem Besiktas og Eric Bailly blev aldrig rigtig lykkeligt.
Nu er de to parter blevet enige om en skilsmisse.
– Kontrakten med vores førsteholdsspiller Eric Bailly er blevet ophævet efter gensidig aftale. Vi ønsker Eric Bailly succes i hans videre karriere, lyder det i en kort meddelelse fra Istanbul-klubben.
Dermed bliver den ivorianske forsvarsspiller kun noteret for i alt otte kampe for den tyrkiske klub, som han kom til på en fri transfer fra Manchester United i september.
29-årige Bailly var i sidste sæson udlejet til franske Marseille, men det er angiveligt en anden af hans tidligere klubber, der nu er favorit til at snuppe ham på en fri transfer.
Officielt: Manchester United sender stopper til tyrkisk storklubManchester United købte i juli 2016 Bailly i spanske Villarreal, og det er netop Den Gule Ubåd, der af Fabrizio Romano vurderes som favorit til at løbe med den nu gratis forsvarsspiller.
Eric Bailly var tidligere på måneden en af i alt fem spillere, der blev smidt af holdet i Besiktas som følge af deres ‘dårlige præstationer og dårlige effekt på holdet’ ovenpå 3-1-nederlaget til lokalrivalerne fra Fenerbahce. Den sag kan du læse mere om her:
Besiktas straffer ‘for dårlige’ spillere: Fem profiler smides af førsteholdet