Bayern-chef skælder DFB-boss ud efter Kimmich-kritik: Det er uforståeligt!
Joshua Kimmich har fået kritik af det tyske fodboldforbunds vicepræsident. Nu bliver fodboldbossen dog selv kritiseret for sine udtalelser.
Bayern München-profilen Joshua Kimmich er blevet omdrejningspunktet i en fejde mellem to fodboldchefer i Tyskland.
Det drejer sig om Bayerns administrerende direktør, Jan-Christian Dreesen, og Ralph-Uwe Schaffert, der er vicepræsident i det tyske fodboldforbund, DFB.
Her har førstnævnte taget sin spiller i forsvar, efter DFB-bossen har været ude med skarp kritik af Kimmichs præstationer på landsholdet.
– Jeg er mere end irriteret over udtalesen. Det er uforståeligt, når vicepræsidenten fra DFB kritiserer præstationerne fra en fortjent og vigtig landsholdsspiller som Joshua Kimmich i sin klub, siger Dreesen ifølge Sky Sports.
Konkret har Schaffert kritiseret Joshua Kimmich og landsholdskollegaen Ilkay Gündogan for ikke at give alt, hvad de har, når de spiller for det tyske landshold.
– Han har indtil nu ikke bevist, at han er en ledende spiller. Selv for sin klub, sagde han blandt andet om Kimmich.
28-årige Joshua Kimmich har spillet 82 landskampe med seks mål til følge for det tyske landshold.