Pressede Pochettino inden Palace: Vi skal vinde
Onsdag spiller Chelsea årets sidste kamp på hjemmebane, når Crystal Palace gæster Stamford Bridge. Hjemmeholdets pressede manager forlanger en sejr fra det kriseramte mandskab.
Chelsea er tættere på nedrykningsstregen end de europæiske pladser i Premier League.
Det kriseramte mandskab tabte i weekenden til Wolverhampton, og Chelseas seks seneste kampe i Premier League har budt på fire nederlag.
Onsdag spiller The Blues årets sidste hjemmekamp, når Crystal Palace gæster Stamford Bridge, og den argentinske manager, Mauricio Pochettino, kræver da også, at hans mandskab henter alle tre point.
– Vi skal vinde. Vi skal levere, udtalte Pochettino på pressemøde forud for kampen.
– Fodbold handler om viden, kvalitet, taktik, pres, og den måde, vi spiller ud fra bagkæden på, men i de 90 minutter, kampen varer, der skal du kæmpe. Det er der, vi skal forbedre os.
Inden ‘Boxing Day’ ligger Chelsea side om side i tabellen med Wolverhampton og Bournemouth, og manageren fortæller da også, at hans mandskab er langt fra at indfri forventningerne.
– Ærligt talt, så var vores målsætning at ligge øverst. Vi er Chelsea, med vores historie og alt det andet, så kræver det, at vi er med i toppen. Men lige nu skal vi være realistiske, vi skal gøre det bedre, hvis vi vil vinde flere kampe, slutter manageren.
Kampen mellem Chelsea og Crystal Palace fløjtes op onsdag klokken 20:30 og kan ses på TV3 MAX og Viaplay.
Everton-topscorer ikke klar: Dyche må undvære profiler mod City