Daniel Agger om fremtiden: Håber at blive træner igen
Daniel Agger fortæller i et længere interview med The Athletic, at han håber på at genoptage træner-karrieren i Danmark.
Daniel Agger havde stor succes på banen i både Brøndby og Liverpool, men som træner har det haltet.
Efter to år som cheftræner for HB Køge, valgte Agger at stoppe før denne sæson blev sparket i gang.
Han går dog stadig med en trænerdrøm i maven, da han håber på at vende tilbage på sidelinjen – og gerne på et højere niveau end NordicBet ligaen.
Det fortæller Daniel Agger til The Athletic.
– Det handler om at finde det rette job. Det er svært for mig med to små børn, da vi har flyttet meget og endelig har fundet noget stabilitet. Det vil jeg ikke ødelægge.
– Jeg håber at blive træner igen i Danmark. Jeg føler, at jeg kan komme op på et højere niveau der og stadig få noget ud af det. Jeg har en masse erfaringer, som jeg kan bruge, fortæller den tidligere landsholds-stopper.
Agger fortæller dog også, at tiden i HB Køge ikke var en dans på roser for ham.
– Ambitionen i klubben blev ændret fuldstændig. Fra at forsøge at sikre oprykning til at undgå nedrykning. De to år jeg var der, var nok for mig.
– Det var svært, fordi budgettet blev ved med at blive skåret i af ejeren. Men det var en god oplevelse.
– Læringen for mig var utrolig i forhold til, hvad der virkede og ikke gjorde. Jeg lærte mere om fodbold på de to år end i hele min spillerkarriere, siger 39-årige Daniel Agger.
Siden i sommer har Daniel Agger været uden job, men mon ikke der nok skal stå en klub klar til at give ham chancen igen fremadrettet.