Sheffield-chef efter nederlag: Det er forsvarets skyld
Sheffield United var godt på vej mod en hjemmesejr tirsdag mod Luton, men takket være to sene selvmål, tog gæsterne alle tre point. Og Sheffields manager gav forsvaret skylden efter kampen.
Sheffield United var på vej mod tre yderst sjældne point tirsdag eftermiddag.
Premier Leagues bundprop har kun vundet to af sæsonens 19 kampe, men tirsdag var klubben 13 minutter fra en sejr i bundbraget mod Luton.
Desværre for Sheffield og manager Chris Wilder, så lavede hjemmeholdet hele to selvmål i den afsluttende fase af kampen, og derfor endte Luton som vindere. Wilder var ikke sen til pege på synderne bag nederlaget.
– Det var ikke hele truppen. Det var ikke angriberne, der forsvarede. Det er bagkæden. Det er noget, der skal arbejdes på, udtaler Wilder ifølge BBC efter kampen.
– Hvis jeg var manager i League Two, ville jeg stadig være knust.
Luton kom foran i første halvleg, men Sheffield fik vendt opgøret på otte gyldne minutter takket være scoringer fra Oliver McBurnie og Anel Ahmedhodzic.
Alligevel blev det til nul point tirsdag.
– Vi smed kampen væk. De (Luton, red.) behøvede ikke at arbejde for hårdt for at få målene. Jeg er ligeglad med transfervinduet, jeg er bekymret for resultatet og præstationen, slutter Sheffields 56-årige manager.
Sheffield havde inden kampen tre point op til Luton, men efter tirsdagens nederlag begynder ‘The Blades’ for alvor at blive isoleret i bunden af tabellen.
Næste kamp for Wilder og co. er på lørdag i udekampen mod Manchester City. Kampen fløjtes op klokken 16.
Mål og Highlights: Slimane-selvmål giver Luton sejren over Sheffield