Glem det Tuchel: Leverkusen-direktør afviser salg
Bayer Leverkusen går ind i det nye år som førerhold i Bundesligaen, og de kommer ikke til at sælge nogen spillere i vinterens transfervindue.
Man har set det ske så mange gange – har man ikke?
Om Thomas Helmig ligefrem synger om Bundesligaens transfervindue er nok tvivlsomt, men den aarhusianske troubadour rammer alligevel rigtigt.
Bayern München er angiveligt på jagt efter en ny midterforsvarer, og som så ofte før har Thomas Tuchel og kompagni angiveligt set sig lune på en direkte konkurrent.
Den tyske storklub er angiveligt interesserede i Bayer Leverkusens Jonathan Tah, men den transfer kan de allerede nu skyde en hvid pil efter.
Den eneste klub, der ved vinterpausen er foran Bayern München i Bundesligaen, har nemlig ikke tænkt sig at sælge – faktisk ingen af sine spillere. Det siger klubbens direktør Simon Rolfes til Kicker.
Mål og Highlights: ‘Hattrick’ Schick gjorde Leverkusen til Herbstmeister– Alle bliver. Vi opgiver ingen spillere denne vinter, lyder det skråsikkert fra Rolfes.
Dermed lader Bayern München altså ikke til at have held med at forstærke sig selv, mens de samtidig svækker deres direkte konkurrent i kampen om det tyske mesterskab.
Tah har angiveligt en frikøbsklausul på 18 millioner euro – svarende til 134 millioner kroner – men den bliver først aktiv til sommer. Med det in mente spekulerer Kicker i, at Leverkusen trods ovenstående kommentar fra Rolfes kan blive fristet af et tilbud, hvis Bayern München er villige til at sprænge banken.
Med Simon Rolfes kommentar lader det heller ikke til, at spillere som Florian Wirtz, Jeremie Frimpong, Exequiel Palacios, Edmond Tapsoba, Victor Boniface eller Piero Hincapie skal forvente at forlade de tyske ‘Herbstmeister’ denne vinter.
Bayer Leverkusen fører ved vinterpausen Bundesligaen med fire point ned til Bayern München, der dog har en kamp i hånden. Bayern München er blevet mestre i Tyskland de seneste 11 år i træk.