Genk er rasende efter nederlag mod Anderlecht: Vil have spillet kampen om

Anderlecht hentede en dramatisk 2-1-sejr hjemme mod Genk lørdag aften. Nu vil Genk-lejren dog have spillet kampen om.

Genk vil have spillet kampen mod Anderlecht om.
Foto: Laurie Dieffembacq/AFP/Ritzau Scanpix

Genk kom foran med 0-1 i det 70. minut, men endte med at tabe kampen ude mod Anderlecht lørdag aften.

Her var det danske Anders Dreyer, der gjorde det til 2-1 for den belgiske danskerklub i dommerens tillægstid.

Det er dog ikke sikkert, at Dreyer, Dolberg, Delaney og Anderlechts øvrige dansker skal glæde sig for meget over sejren, for hvis det står til Genk, så skal kampen spilles om.

Gæsterne er således dybt utilfredse med flere af kendelserne i løbet af kampen.

Først og fremmest var der et straffespark midtvejs i første halvleg, som Kasper Schmeichel i første omgang reddede i Anderlecht-målet.

Genk’s Yira Sor kom dog først på returen og fik sendt bolden i mål, men scoringen fik ikke lov til at stå. Det skyldes, at han lige akkurat var trådt ind i feltet, da straffesparket blev taget.

Problemet er dog, at Anderlechts Yari Verschaeren også var løbet ind i feltet inden straffesparket blev taget, hvorfor straffesparket ifølge Genk-cheftræner Wouter Vrancken burde være blevet taget om.

– Den skal spilles om. Det er en fejl ifølge reglerne, og der har været en lignende situation i fortiden med kampen mellem Beerschot og Virton. Den kamp blev også spillet om.

– Det faktum, at det ikke blev til 0-1, men forblev 0-0, har indflydelse på hele kampen. Vi dominerede, men kunne ikke få en fordel. I pausen sagde dommeren, at han ikke selv havde set det. Det kan jeg godt forstå, men billederne er stadigvæk tydelige. Efter pausen indrømmede fjerdedommeren, at jeg har ret, siger Wouter Vrancken, der fik rødt kort i tillægstiden, ifølge Het Nieuwsblad.

Anderlechts danske cheftræner, Brian Riemer, mener dog ikke, at fejlen er nok til at få spillet kampen om.

– Om den skal spilles om? Det er ikke en mulighed. Det er umuligt.

– På den måde ville mange fodboldkampe skulle spilles om. Vi fik også underkendt et mål af VAR mod Standard. Det er virkelig uheldigt, men det er en menneskelig fejl.

– De så ikke Yari Verschaeren på billederne. Det er – undskyld mig – fucking irriterende for dem, men den slags sker. Når sæsonen er omme, så vil der altid have været fordele og ulemper for alle. Det er sådan, jeg har det, siger Brian Riemer.

Video: Dreyers overtidsscoring og Schmeichels straffesparksredning gav Anderlecht sejr over Genk

Den belgiske afdeling for professionelle dommere har desuden allerede indrømmet, at straffesparket burde være blevet taget om. Det skyldes, at der stod både en angribende og en forsvarende spiller i feltet, da straffesparket blev taget.

Du kan se både det omtalte straffespark samt en anden afgørende situation, som kort efter førte til Anders Dreyers sejrsmål, i videoerne nedenfor.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P