Ten Hag har tiltro til Højlund: Han har en fantastisk mentalitet
Rasmus Højlund og Manchester United har haft mere end almindeligt svært ved at score mål i sæsonen. Hans træner, Erik ten Hag, har dog fuld tiltro til ham.
Skiftet til Manchester United har ikke ligefrem været lige ud af landevejen for Rasmus Højlund.
Han har sammen med resten af holdet kæmpet med at få bolden over stregen, og den blonde dansker har stadig til gode at score i Premier League.
Selvom det haltet på målfronten har hans træner, Erik ten Hag, dog stadig fuld tiltro til, at han og resten af holdet eventuelt får hul på målbylden. Det siger han ifølge Manchester Uniteds hjemmeside.
– Han er åben, og vi er åbne. Jeg synes hans mentalitet er fantastisk. Jeg synes, at han præsterer godt under pres, og han håndterer det.
– Men det handler ikke kun om Rasmus Højlund, det handler om Marcus Rashford, det handler om Bruno Fernandes, det handler om Antony, det handler om Scott McTominay. Der er mange spillere, som kan score, siger Ten Hag.
Han fremhæver desuden klubbens backspillere som nogle, der kan bidrage mere til offensiven og forklarer, at det er noget, som er et fokus på træningsbanen.
– Jeg er sikker på, at vi arbejder på det som en gruppe fra offensive spillere, der bidrager eller skal bidrage, og jeg er sikker på, at vi kommer til at forbedre os, særligt når alle er klar. Så bliver balancen bedre, og vi skulle gerne skabe flere chancer.
Manchester United gæster West Ham i Premier League klokken 13.30. Se kampen på TV3 MAX og Viaplay.