OB-boss om ny cheftræner: Vi havde tre hovedkandidater
OB har offentliggjort, at Søren Krogh fortsætter som OB-træner. Fodbolddirektør Björn Wesström afslører, at han var én af i alt tre hovedkandidater, der var i spil til jobbet.
OB har lørdag hyret Søren Krogh som permanent cheftræner.
Dermed fortsætter han på posten, som han midlertidig overtog efter fyringen af Andreas Alm den 2. november.
Selvom ansættelsen ser ud til, at den lå lige til højrebenet, har klubben været igennem en længere proces for at sikre, at den rigtige mand overtog posten. Det forklarer fodbolddirektør i OB Björn Wesström.
– Vi har haft et godt forløb i forbindelse med rekrutteringen af en ny cheftræner, hvor vi startede med et større felt af kandidater, som siden blev snævret ind til en shortliste på tre hovedkandidater, vi havde til samtale, hvoraf Søren Krogh var den ene.
– Målet har været at finde den kandidat, der på kort sigt kan sikre OB en plads i 3F Superligaen i den kommende sæson, og som på længere sigt kan indgå i arbejdet med at opbygge den trænings- og konkurrencekultur, som klubben ønsker at udstråle, siger Björn Wesström.
Torsdag kunne campo.dk erfare, at den mangeårige AC Horsens-træner Mads Lyng er i spil til at blive den nye OB-chefs højre hånd. Læs mere om det herunder.
campo.dk erfarer: Mads Lyng har været til samtale i OBI sidste ende er OB-bossen godt tilfreds med, at Krogh fortsætter som OB-styrmand.
– I Søren får vi en cheftræner, der har de fodboldevner, værdier og den personlighed, som vi søgte til rollen i denne rekrutteringsproces. Søren har et klart billede af, hvad der førte klubben til den situation, vi er i lige nu, hvilket er en stor fordel i det arbejde, der er ved at blive planlagt til opstarten i januar.
– Søren og jeg er lige nu i gang med at se, om der er justeringer, vi skal lave i trænerstaben og spillertruppen ud fra de prioriteringer, som Søren ønsker, siger Wesström.
Søren Krogh har skrevet under på en kontrakt, der varer indtil sommeren 2026.