
Medie: Barca risikerer udelukkelse fra Champions League
FC Barcelonas økonomi er noget rod, og den spanske storklub risikerer derfor udelukkelse fra Champions League.

FC Barcelonas skræntende økonomi har efterhånden været offentligt kendt i nogle år.
Nu skriver tyske WELT, at kilder indefra i den spanske storklub har oplyst, at der er så meget rod i finanserne, at man risikerer en udelukkelse fra Champions League.
WELT skriver videre, at Barca som konsekvens af den rodede økonomi risikerer en udelukkelse fra den fineste europæiske klubturnering i to eller tre år gældende fra 2024/25-sæsonen.
Barcelonas økonomi lever ikke op til regulativerne i UEFA, hvor udgifter skal modregnes med tilsvarende indtægter.
Barca kunne ellers annoncere et overskud på 304 millioner euro tilbage i september, hvorfor man formentlig havde regnet med, at problemerne var væk.
De finansielle regulativer i europæisk sammenhæng foreskriver dog, at det kun er salg med direkte forbindelse til selve fodboldforretningen, der tæller.
Med andre ord, så tæller Barcas kneb med salg af marketing- og TV-rettigheder altså ikke i denne sammenhæng, selvom det indbragte den catalanske storklub mange millioner kroner.