Tenniscifre: David Nielsens mandskab lider kæmpe nederlag
David Nielsen vandt sin første kamp i spidsen for Kifisias, men torsdag aften røg Nielsen og co. ind i en regulær øretæve da storholdet PAOK kom forbi.
Det blev et resultat lige til glemmebogen for David Nielsen torsdag aften.
Topholdet fra PAOK var modstanderen i den græske superliga, og Nielsens blev besejret med hele 0-6.
Den 47-årige nordjyde er ny mand ved roret i Kifisias, og han fik en lovende start i sidste uge, hvor Giannina blev besejret. Sådan gik det langt fra torsdag aften.
PAOK kom foran allerede efter 13 minutter, og herfra så topholdet sig ikke tilbage.
Giannis Konstantelias stod for kampens første mål og gæsterne fik nettet til at blafre yderligere to gange i første halvleg ved Brandon Thomas og Kiril Despodov.
0-3 ved pausen.
Anden halvleg var ikke meget bedre for Nielsens mandskab. Efter 52 minutter gjorde Thomas Murg det til 0-4. Magomed Ozdoev og Theocharis Tsingaras scorede de sidste to mål for PAOK i slutning af kampen.
Med nederlaget er Nielsens mandskab fortsat placeret i bunden af den græske liga. Næste kamp er den 4. januar 2024 mod Atromitos, der ligger fem point over Kifisias.
Drømmedebut for David Nielsen i Grækenland