Frustreret Joachim Andersen: Mindes ikke de havde en chance
Joachim Andersen og Crystal Palace var godt på vej mod en sejr mod Brighton torsdag i Premier League, men Danny Welbecks sene udligning sørgede for 1-1. Det sene Brighton-mål frustrerede den danske landsholdsspiller.
Det lignede længe tre point til Crystal Palace torsdag aften.
Hjemme på Selhurts Park havde Jordan Ayew bragt Palace foran i første halvleg, men otte minutter før tid headede Danny Welbeck udligningen i mål.
Derfor endte det med en pointdeler torsdag aften, og det frustrerede Crystal Palaces danske midterforsvar Joachim Andersen, der spillede hele kampen for Roy Hodgsons mandskab.
– Det er frustrerende. Vi spillede en virkelig god første halvleg, og jeg mindes ikke, at de havde nogle klare chancer. Men Danny Welbeck scorer et fantastisk mål, det er bare kvalitet fra deres side, udtaler Andersen til Sky Sports efter kampen.
– Vi spillede en fin kamp, men blev bare trætte i anden halvleg.
Crystal Palaces scoring kom efter et højt pres fra holdets forreste kæde, hvilket førte til en Jordan Ayews føringsmål.
– Det var noget, vi arbejdede på, og det fungerede godt. Når det er 1-0, kan alt ske, og vi burde score mål nummer to. Vi skal være mere kliniske, slutter den 27-årige landsholdsspiller.
Næste kamp for Andersen og Crystal Palace er på onsdag, hvor Chelsea venter på udebane.
Mål og Highlights: Joachim Andersens Crystal Palace deler med Brighton