European Super League vinder retssag over FIFA og UEFA
Den omdiskuterede Super League har torsdag vundet en retssag over FIFA og UEFA ved EU-domstolen.
European Super League har fået ny luft under vingerne.
Således fik den spirende turnering medhold i en retssag om FIFA’s og UEFA’s misbrug af magt i fodboldens verden.
Det oplyser nyhedsbureauet Reuters torsdag.
Kendelsen fra Den Europæiske Unions Domstol slår fast, at FIFA’s og UEFA’s krav om at skulle godkende nye turneringer er i strid med EU-retten.
Med andre ord har de to organisationer tiltvunget sig et ulovligt monopol i europæisk fodbold, da man i 2021 benyttede sig af trusler om sanktioner mod de klubber og spillere, der ønskede at tilslutte sig European Super League-projektet.
EU-domstolen fastslog dog også, at dommen ikke er en godkendelse af Super League, da det ikke var det, der specifikt blev taget stilling til.
Juventus trækker sig – vil ikke længere en del af Super LeagueSuper League er i al sin enkelhed et koncept, hvor de største europæiske fodboldklubber altid er kvalificeret.
En lang række klubber har trukket sig fra projektet, så det kun er Real Madrid og FC Barcelona, der fortsat er med.
Der var 12 klubber, der tilbage i 2021 annoncerede, at de var indstillet på at tage del i udbryderligaen.