Officielt: Jakob Poulsen fortsætter som cheftræner
Jakob Poulsen og Viborg FF er nået til enighed om en aftale, der gør den tidligere FCM-anfører til cheftræner i Viborg FF på permanent basis.
Jakob Poulsen er nu fast cheftræner i Viborg FF.
Det oplyser superligaklubben i en pressemeddelelse.
Aftalen træder i kraft med det samme.
Jakob Poulsen blev ansat som assistenttræner i Viborg FF tilbage i foråret 2021.
– Vi er meget glade for Jakob og har været meget tilfredse med det, han har bidraget med både som assistenttræner og i perioden som midlertidig cheftræner.
– Han er en fagligt dygtig træner, der er meget ambitiøs og udviser en stor sult efter at dygtiggøre sig. Han er nysgerrig på spillet og samtidig en moderne leder, der har en naturlig respekt omkring sig og som får folk med sig. Det har tilmed også været vigtigt for os at holde kontinuitet af de seneste års gode arbejde, så det har også haft vægt til Poulsens fordel.
– Vi har været igennem en grundig rekrutteringsproces i løbet af de seneste uger, hvor vores billede af Jakob Poulsen kun er blevet forstærket i forhold til, at han er den rette mand for os.
– Han skal fortsætte den strategi, der har kendetegnet klubben de seneste år, og så skal han som cheftræner også komme med sine egne ideer og justeringer, så holdet kan tage nye skridt og udvikle sig i en positiv retning. Vi glæder os meget til at fortsætte samarbejdet med Jakob Poulsen, siger Mads Agesen, sportschef i Viborg FF.
Jakob Poulsen har allerede fået fire kampe under bæltet som cheftræner i Viborg, efter han blev forfremmet som en midlertidig løsning i kølvandet på Jacob Friis’, klubbens daværende cheftræner, beslutning om at tage til tyske Augsburg.
Det har kastet to sejre og to nederlag af sig. Sejrene er kommet hjemme mod F.C. København og Silkeborg IF, mens nederlagene har været ude mod AGF og FC Midtjylland.
Det oplyses ikke, hvor lang en aftale parterne er blevet enige om.