Medie: Jakob Poulsen og Viborg FF er enige
Jakob Poulsen ser ud til at blive permanent cheftræner i Viborg FF. Det erfarer TV Midtvest.
Jakob Poulsen fortsætter som cheftræner i Viborg FF.
Det skriver TV Midtvest.
Den 40-årige tidligere FC Midtjylland-anfører har den seneste halvanden måned ageret cheftræner i Viborg FF som en midlertidig løsning, men ser altså nu ud til at have gjort sig fortjent til en permanent aftale.
Jakob Poulsen har i alt fået fire kampe under bæltet som cheftræner i klubben, hvilket har kastet to sejre og to nederlag af sig.
Sejrene er kommet hjemme mod F.C. København og Silkeborg IF, mens nederlagene har været ude mod AGF og FC Midtjylland.
Han har været assistenttræner i Viborg i to og et halvt år.
Jakob Poulsen blev forfremmet til midlertidig cheftræner i begyndelsen af november, da klubbens daværende cheftræner, Jacob Friis, blev hentet til tyske Augsburg.
TV Midtvest skriver videre, at Viborg FF har sonderet terrænet i jagten på klubbens permanente løsning på cheftrænerposten, men at Jakob Poulsen er den eneste kandidat, der har været egentlige forhandlinger med.