Medie: Dortmund-spillerne har mistet tilliden til Terzic
Der resterer blot en enkelt kamp for Dortmund inden vinterpausen, og bliver det ikke til en sejr mod Mainz, bliver de efterfølgende to måneder næppe en dans på roser for cheftræner Edin Terzic.
En enkelt sejr i de seneste syv bundesligakampe har givet panderynker i Dortmund.
Efter en fin sæsonstart er Dortmund nu hele 13 point efter Leverkusen på førstepladsen, og også kampen om at nå de Champions League-givende pladser kan vise sig vanskelig.
Sidste sæsons ‘næsten-mestre’, som Sky Sports kalder klubben, gik godt nok sikkert videre fra Champions League-gruppespillet, men alligevel melder mediet om utilfredshed med cheftræner Edin Terzic.
Antallet af kritiske stemmer fra omklædningsrummet stiger, og det skulle særligt være Terzic’ taktiske evner, der kritiseres, selvom der angiveligt også er enighed om, at cheftræneren er en ‘good guy’.
Spillernes utilfredshed med den tysk-kroatiske træner er blevet bragt helt op på administrerende direktør Hans-Joachim Watzkes bord – noget Watzke selv afviser.
Dortmund lider tidligt pokalexitDet kan dog skyldes Watzkes tætte forhold til Terzic, som han selv udnævnte som afløser for Marco Rose for halvandet år siden, og som han forud for sæsonen stillede en jobgaranti.
– Vi går med Terzic. Punktum. Slut, lød det ifølge Sky Sports fra Watzke forud for sæsonen-
Terzic førte i sidste sæson Dortmund til en andenplads i Bundesligaen á point med Bayern München, som kun på grund af en bedre målscore blev kåret som mestre.
Efter en halvskidt start på sæsonen tabte Dortmund kun én af de sidste 19 bundesligakampe, men i spillertruppen skulle der være dem, der mener, at det imponerende comeback kom på TRODS af Terzic og ikke på GRUND af ham.
Indtil videre står Terzic noteret 70 kampe i spidsen for Dortmund. Heraf har han vundet de 40, mens han både har tabt 15 og spillet 15 kampe uafgjort. Hans pointgennemsnit lyder dermed på 1,93 point per kamp.
Dortmund lukker og slukker 2023 med hjemmekampen mod Mainz tirsdag klokken 20:30.