Brentford-direktør spår Toney-salg: Han er top fem angriber i verden
Ivan Toney var en af de bedste Premier League-angribere i sidste sæson. Ifølge Brentford-direktør, er Toney kun blevet bedre, og et skifte til en større adresse kan meget vel være under opsejling.
20 mål i 33 kampe.
Ivan Toney scorede kasser på samlebånd, inden han blev idømt sin straf for betting. Det var kun Harry Kane og Erling Haaland, der overgik englænderen på topscorerlisten.
Toney rygtes af Sky Sports væk fra Brentford, og klubbens tekniske direktør, Lee Dykes, smed tirsdag aften mere brænde på transferbålet, da han meldte ud, at et skifte bestemt ikke er usandsynligt.
– Der bør være interesse, og måske sker det meget snart, at Ivan finder en anden klub. Men det kommer til at koste mange penge, for han er et kæmpe talent, siger Dykes.
Ikke nok med at Toney scorede masser af mål i seneste sæson. Ifølge Dykes, er englænderen kun blevet bedre, selvom han ikke har spillet kampe i lang tid.
– Jeg er virkelig spændt på at se ham vende tilbage. Jeg ser ham til træning, og han er en stor spiller. Det ligner, at han aldrig har været væk. Jeg kan se i hans øjne, at han kommer til at være bedre, end han nogensinde har været før, lyder det fra den tekniske direktør.
Roserne vil ingen ende tage, når Dykes beskriver Brentford-stjernen, der blandt andet har været rygtet til Arsenal og Chelsea i den seneste tid.
– Han var den tredje mest scorende spiller sidste sæson. Den ene af de to, der overgik ham, Harry Kane, er taget til Tyskland, så Toney er blandt de allerbedste angribere i ligaen. Efter min mening er han er top fem i verden, udtaler Dykes.
Toneys betting-karantæne slutter d.17 januar 2024.