Premier League

Mourinho om Chelseas salg af De Bruyne og Salah: Børn der ikke kunne vente

To af Premier Leagues største stjerner var tidligere i karrieren forbi Chelsea, hvor det dog ikke blev til et gennembrud.

José Mourinho sætter ord på Mohamed Salahs og Kevin De Bruynes tid i Chelsea.
Foto: Alberto Lingria/Reuters/Ritzau Scanpix

Mohamed Salah og Kevin de Bruyne var begge forbi Chelsea i start- og midt 10’erne.

Alligevel er det nu i henholdsvis Liverpool og Manchester City, at de må siges at have sat deres præg på Premier League.

José Mourinho, der var manager i Chelsea mens de to stjerner var der – og inden de blev til stjerner – sætter nu ord på, hvorfor det ikke blev til et gennembrud i Chelsea for hverken egypteren eller belgieren.

– Vi var på pre-season i Asien. Vi tog til Indonesien og Thailand, og Kevin ville gerne lejes ud til en tysk klub. Jeg sagde nej til klubben (Chelsea, red.). Jeg ville ikke have ham lejet ud, jeg ville beholde ham hos mig.

– Så han blev, og han startede inde i vores første kamp i Premier League-sæsonen. Efter det spillede vi den europæiske Super Cup i Prag mod Bayern München, og han spillede ikke i den kamp. Dagen efter ville han væk.

– Vi spillede den anden Premier League-kamp i sæsonen ude mod Manchester United på Old Trafford og fik 0-0. Han var på bænken, men fik nogle minutter. Det var ikke nok for ham, så han ville væk.

– Når man er i Chelsea og vil væk, så smutter man bare – og så kommer der en anden i stedet. De (Mohamed Salah og Kevin De Bruyne, red.) var bare børn og kunne ikke vente. Deres karrierer vidner om, at de gjorde det rigtige. Men det var ikke min beslutning.

– Når folk siger, at jeg lod Salah smutte, så siger jeg det fuldstændig modsatte. Jeg hentede Salah. Han var på vej til Liverpool, og jeg gik i krig for at få ham til at komme til Chelsea.

– Han ville ikke vente på sin chance, han ville lejes ud. Og så solgte Chelsea ham – det var ikke mig, der gjorde det, siger José Mourinho i The Obi One Podcast, hvor den ene af værterne er John Obi Mikel, der også nåede at spille under den portugisiske træner.

Mourinho: Jeg er ikke jaloux

Kevin De Bruyne var 22 år, da han forlod Chelsea til fordel for Wolfsburg i 2014.

Mohamed Salah var 24 år, da han to år senere forlod Londonklubben til fordel for AS Roma.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P