Kom til Brøndby i sommer: Har på intet tidspunkt fortrudt
Brøndby IF hentede i sommerens transfervindue flere nye spillere til klubben. En af dem er Sean Klaiber, der i dén grad ikke har fortrudt sit skifte.
I en alder af 29 år foretog Sean Klaiber i sommer sit første skifte væk fra hollandsk fodbold.
Turen gik til Brøndby IF, hvor han er blevet fast mand og en profil på holdet.
Han fortæller nu i et interview med Brøndby IF’s egen hjemmeside, at han absolut ikke har fortrudt beslutningen om at skifte til klubben fra Vestegnen – tværtimod.
– Det har virkelig været godt. Fra første dag, jeg startede i klubben, har det været den bedste følelse. Drengene i truppen og alle i Brøndby IF har virkelig hjulpet mig med at tilpasse mig nemt.
– Den måde, klubben og fansene behandler mig og min familie på, er beundringsværdigt. Bare den måde, klubben er bygget op på, har gjort det så nemt for mig at tilpasse mig, fortæller Sean Klaiber.
– Det er mit første udlandsophold, og jeg kunne ikke have havnet et bedre sted end Brøndby IF. Det har virkelig været fantastisk. Jeg har på intet tidspunkt fortrudt min beslutning om at flytte til Danmark og skifte til Brøndby IF. Det har overhovedet ikke været en del af mine tanker, siger han.
Sean Klaiber har tidligere i karrieren tørnet ud for klubberne FC Utrecht, FC Dordrecht og Ajax.
Han har i denne sæson noteret sig for 15 kampe i Brøndby-trøjen.