
Stolt McTominay bar anførerbindet mod Liverpool: Den største ære i min karriere
Scott McTominay ledte Manchester United ud på Anfield søndag aften. Noget der betød utroligt meget for United-skotten.

Scott McTominay vikarierede som Manchester United-anfører søndag.
Bruno Fernandes’ karantæne betød nemlig, at Erik ten Hag måtte vælge en substitut for portugiseren – og valget faldt altså på McTominay.
Det er første gang i midtbanespillerens karriere, han har båret anførerbindet i Premier League, og det endte også med en hæderlig leder-debut, da det blev til et uafgjort resultat på Anfield.
Den 27-årige skotte var også meget beæret og stolt over at have ført United på banen efter slutfløjt.
– Ved du hvad? Det er den største ære i min karriere at få lov at være kaptajn i den her fodboldklub, indleder han og fortsætter:
– Der er ikke meget andet, jeg kan sige, end det. Jeg har været en ung dreng her, jeg kender systemet og processen i at komme igennem, og jeg er taknemmelig for at være i den her position og vil gå efter mere.

Med det uafgjorte resultat på Anfield ligger Manchester United nummer syv i Premier League.