Serie A

Kjær og Milan haler ind på Juventus efter sikker sejr over Monza

Simon Kjær og AC Milan vandt stensikkert over Monza i søndagens tidlige kamp i Serie A, og dermed haler Milan ind på Juventus på Serie As andenplads.

Jubel hos Milan med deres røde og sorte trøjer på
Foto: Alessandro Garofalo/Reuters/Ritzau Scanpix

Tre point på kontoen og to point nærmere Juventus.

Det er faktum for AC Milan, efter at Monza blev sendt hjem fra San Siro med et nederlag på 3-0 i søndagens tidlige kamp i Serie A.

Simon Kjær var tilbage fra sin skade, der har holdt ham ude siden slutningen af oktober, og danskeren gjorde sig blandt andet flot bemærket med en vigtig blokade i midten af første halvleg.

Hollandske Tijjani Reijnders bragte hjemmeholdet foran allerede efter tre minutter, inden bare 18-årige Jan-Carlo Simic fik nettet til at blafre i sin debut. 2-0 til Milan ved pausen.

Efter 67 minutter fik tilbagevendte Simon Kjær fyraften, og fra bænken kunne han se Noah Okafor gøre det til kampens resultat 3-0 til Milan.

Med sejren haler Milan ind på Juventus, som indtager Serie As andenplads. Der er lige nu fem point mellem de to storklubber.

Næste kamp for Milan er fredag den 22. december på udebane mod rækkens bundprop fra Salernitana.

Efter 50 dage: Simon Kjær på banen for AC Milan

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P