Hoff Thorup efter europæisk exit: Vi skulle ikke have tabt den fodboldkamp
FC Nordsjælland led et bittert exit fra Conference League torsdag aften. Klubbens cheftræner, Johannes Hoff Thorup, mener da heller ikke, at man skulle have tabt kampen.
10 point og en målscore på +10.
Det er facit for FC Nordsjælland, der de pæne tal til trods nu må se sig færdige med europæisk fodbold for denne gang.
Således blev det torsdag aften til et 1-0-nederlag i Bulgarien mod Ludogorets, samtidig med at Fenerbahce pligtsejrede hjemme mod undertippede Trnava. Dermed ender Farum-klubben på en tredjeplads, selvom man toppede gruppen forud for torsdagens kamp.
Det bliver næppe mindre bittert af, at FC Nordsjælland-cheftræner Johannes Hoff Thorup ikke mener, at nederlaget i Bulgarien burde have fundet sted.
– Jeg står med en bitter følelse. Det er irriterende. Vi var ikke et hold, der skulle tabe den fodboldkamp i dag, så det gør det ekstra irriterende, siger han til FC Nordsjællands egen hjemmeside.
Skuffelsen til trods har han dog heller ikke glemt de imponerende bedrifter, som det nu afsluttede europæiske eventyr førte med sig.
– Jeg tror, vi vil huske hinanden på de oplevelser, vi har fået i europæisk sammenhæng, når der lige er gået lidt tid oven på denne her. Der har selvfølgelig været nogle kæmpe oplevelser undervejs. Først og fremmest fik vi kvalificeret os, hvilket var en stor skalp.
– Så må vi bruge læringen, vi har fået igennem det her efterår, som har været hårdt, og det har været intenst, men også fedt, og det skal vi huske på. Vi skal bruge hele oplevelsen på en positiv måde, så vi, næste gang vi står i sådan en situation, kan være lige det skarpere og lige det bedre, siger han.
FC Nordsjælland invaderet – hån og mobningFC Nordsjælland kan blandt andet huske tilbage på storsejrene over gruppens nummer ét og to, Fenerbahce og Ludogorets, der blev sendt hjem med nederlag på henholdsvis 6-1 og 7-1 fra Right to Dream Park.