FCN-profil efter skuffende exit: Vi bliver snydt
FC Nordsjællands Martin Frese er ikke i tvivl om, at Ludogorets skulle have modtaget et rødt kort i torsdagens skuffende 1-0-nederlag.
10 point og en målscore på plus 10 mål var ikke nok for FC Nordsjælland.
Torsdag aften tabte Farum-klubben 1-0 i Bulgarien til Ludogorets, hvor uafgjort havde været nok til at gå videre i Conference League.
Undervejs i første halvleg kunne FCN dog have fået en hjælpende hånd fra kampens dommer, men han undlod at give hjemmeholdets ghanesiske angriber Bernard Tekpetey sit andet gule kort for en hård tackling på Martin Frese.
Efterfølgende var den danske venstreback ikke i tvivl, at det var en fejldom.
– Det er en åbenlys fejl i mine øjne. Det kan der ikke være to meninger om. Det er et andet gult kort, når han saver mig midt over uden at være i nærheden af bolden, siger Martin Frese til TV 2 Sport.
– Det er ingen hemmelighed, at det er nemmere at spille 11 mod 10, så det havde gjort en kæmpe forskel. Vi kunne have domineret endnu mere, og vi kunne have skabt endnu mere. Det er ærgerligt lige nu, og jeg synes vi bliver snydt.
Ludogorets blev nummer to i puljen efter Fenerbahce, som slog slovakiske Trnava uden problemer. FC Nordsjælland endte på tredjepladsen og er dermed helt ude af Europa.