Bjelland efter rødt kort: Var ude og smadre nogle ting
Lyngby blev søndag aften ekspederet ud af Oddset Pokalen af FC Fredericia. Opgaven blev ikke lettere, da Andreas Bjelland så rødt efter 30 sekunder.
Andreas Bjelland fik en yderst kort hovedrolle for Lyngby mod FC Fredericia.
Der gik ikke meget mere end 30 sekunder, inden den rutinerede stopper fik tildelt et direkte rødt kort for at nedlægge gæsternes Tobias Bach.
I situationen blev det vurderet at Bjelland var bagerste mand, hvilket udløste det røde kort, men det er han selv uenig i.
– Det er en lang bold, som jeg lige får rettet af, og så føler jeg egentlig, at jeg tackler på bolden, og så ved jeg ikke. Dommeren mente, at der var rødt kort. Han havde set noget andet, end jeg havde, siger Bjelland til Viaplay.
Det udløste efterfølgende store frustrationer for Lyngby-spilleren, der måtte afreagere på vej ned til omklædningsrummet.
– Man er vred, man er frustreret. Jeg skulle da lige banke på nogle skabe, da jeg gik ned gennem gangen og lige smadre nogle forskellige ting og nogle vandflasker, der blev tyret rundt omkring. Så gik jeg mig en tur ud på anlægget for at trække luft ind, og så så jeg det sidste af kampen, efter jeg havde været i bad.
Overblik: Så er der trukket lod til semifinalerne i Oddset PokalenLyngby tabte kampen med 0-1 og sammenlagt blev det til et nederlag på 4-2.