Brøndby sender to talenter på træningsophold i Italien
To af Brøndby IFs unge talenter skal på træningsophold Italien den kommende tid. Det oplyser klubben lørdag.
Kufferten skal pakkes for Brøndby-talenterne Ludvig Vraa og Jacob Ambæk.
De to unge spillere skal nemlig på et ugelangt træningsophold hos to Serie A-klubber i Italien henover december. Det oplyser klubben lørdag.
Og det er ikke ubetydelige klubber, der er tale om. 15-årige Ludvig Vraa skal træne med i Hellas Verona, og 18-årige Jacob Ambæk skal en tur til hovedstaden og træne med hos AS Romas talentakademi.
De to spillere er produkter af klubbens akademi, Brøndby Masterclass, og her er der gode erfaringer med at sende de unge mennesker til udlandet. Det fortæller chef for Brøndby Masterclass, Christian Larsen.
– I arbejdet med talenter i Brøndby Masterclass giver vi muligheden for at rejse ud i Europa med nogle af vores talenter på en uges træning i en udenlandsk klub, fordi vi ønsker, at de skal ud og snuse til, hvordan dagligdagen er i udlandet, udtaler chefen til Brøndbys hjemmeside.
– Det er rigtig sundt for vores unge mennesker at prøve at træne i en ny kultur og i et setup, der er anderledes end det, de er vant til her hos os.
– Vi har igennem årene fået rigtig god feedback fra vores spillere, der har været på disse fodboldophold, da de har fundet stor inspiration i det og taget konkret læring med hjem til deres egen hverdag her hos os, der hjælper dem med deres udvikling, slutter Christian Larsen.
Brøndby Masterclass dækker årgangene fra U13 til og med U19.