
Kritiseret Erik ten Hag vinder fornem pris i England
Manchester Uniteds Erik ten Hag har været spekuleret fyret i storklubben i dette efterår, men nu er der tiltrængt oprejsning for hollænderen.

Det ene øjenbryn blev måske løftet rundt om i fodboldverdenen, da Harry Maguire tidligere på fredagen blev kåret til månedens spiller i Premier League.
Nu kan det andet øjenbryn også løftes.
For Manchester Uniteds meget ombruste hollandske manager, Erik ten Hag, er nemlig blevet tildelt hæderen som månedens manager i den bedste engelske række.
Det står klart fredag, hvor ten Hag fik overrakt prisen som november bedste træner.
Den hårdtprøvede storklub vandt alle sine tre kampe i november i Premier League. Først 0-1 ude over Fulham, så 1-0 hjemme over Luton, inden Everton blev besejret med 0-3 på udebane.
Det er tredje gang, at den 53-årige Erik ten Hag vinder prisen som månedens manager siden ansættelsen sidste år.

