Medie: Chelsea-englænder er frustreret og overvejer sine muligheder
Chelsea har så mange offensive spillere, at der nu begynder at være sure miner på træningsanlægget hos The Blues.
203 minutters fodbold i denne sæson.
Når man ikke får mere end det, så er gode chancer for, at man som fodboldspiller bliver en irritabel herre.
Det er i hvert fald tilfældet for Chelseas Noni Madueke, der er røget langt ned af prioriteringslisten efter manager Mauricio Pochettino i sommer hentede Cole Palmer, Nicolas Jackson og Christopher Nkunku til de offensive pladser.
Det har blandt andet betydet, at Madueke ikke har fået 90 minutter én eneste gang i denne sæson, og har slet ikke set banen i Chelseas seneste fem opgør.
Derfor skulle den 21-årige englænder være klar til at tage konsekvensen og søge nye græsmarker for at få den spilletid, han ønsker.
Det skriver Team Talk.
Chelsea vil dog ikke lade ham gå for småpenge, da han kun har været på Stamford Bridge siden januar 2023.
Ifølge mediet ønsker Chelsea at få 35 millioner pund – svarende til omkring 300 millioner – for den unge englænders kvaliteter.
Det er dog ikke en umulighed, at Chelsea alligevel skyder ham afsted, da flere rygter sender både Brentfords Ivan Toney og Napolis Victor Osimhen til det vestlige London.