Officielt: AaB skriver med svensk midtbanespiller
AaB har tirsdag offentliggjort, at de henter den 24-årige svenske midtbanespiller Daniel Ask på en fri transfer.
Fra årsskiftet er Daniel Ask ny mand hos NordicBet Ligaens førsteplads, AaB.
Det bekræfter den nordjyske klub tirsdag, og den nye midtbanemand i bolsjestribet kommer til fra Västerås, der netop er rykket op i Allsvenskan.
Daniel Ask spillede alle 30 kampe for Västerås denne sæson, og han blev kåret til årets midtbanespiller i Superrettan. I Aalborg er man glade for den nye mand, der har skrevet under på en lang kontrakt.
– Allerede i sommer var Daniel Ask på vores radar, og vi har fulgt ham tæt igennem hele efteråret, hvor han netop har sluttet en flot sæson, udtaler AaBs sportsdirektør, Jan Ole Kappmeier.
– Som type begår Daniel Ask sig på den centrale midtbane, hvor han bidrager med spilintelligens og en pasningssikkerhed, der ofte går gennem linjerne fremad banen, siger Ole Jan Kappmeier.
– Samtidig tager Daniel Ask også gerne selv de dybe løb, og vi ser ham som en forstærkning af vores trup, hvor han kan operere både på sekser- og otter-positionen, slutter sportsdirektøren.
Daniel Ask kommer til Aalborg på en fri transfer og hans kontrakt udløber i sommeren 2027.
Daniel Ask har kun tørnet ud for svenske hold i sin karriere og har tidligere spillet for blandt andre Landskrona og Östers. Det er aldrig blevet til kampe i den bedste svenske række.
Ny AaB-spiller: Et skridt opad karrieremæssigt