Per Rud med stor kritik af AaB: Det er virkelig lavt
Jubril Adedeji er kommende AaB-spiller, bekræfter HB Køges direktør, Per Rud, og derfor spillede han ikke mod AaB. Noget Per Rud var alt andet end tilfreds med.
Transfervinduet er ikke engang åbnet endnu, men AaB har hentet deres første spiller.
Det bekræfter HB Køge-direktør Per Rud efter søndagens opgør mellem netop de to.
AaB har nemlig hentet Jubril Adedeji på en fri transfer, når hans kontrakt med HB Køge udløber den 31. december. Per Rud er dog på ingen måde tilfreds med, hvordan nordjyderne har ageret.
Han anklager således superliga-nedrykkerne for at have sagt til Adedeji, at han ikke måtte spille kampen mod AaB søndag.
– Han (Jibril Adedeji, red.) meddelte trænerne for et par siden, at han ikke kunne spille kampen i dag, da han havde skrevet under med AaB, og AaB ikke ønskede, at han skulle spille den her kamp, siger Per Rud til Viaplay.
Rud mener også, at dette ikke var sket i gamle dage, da det var andre folk, der var på direktionsgangene i Aalborg.
– Det må jeg bare sige er meget, meget lavt i forhold til, hvordan vi gør tingene i Danmark. Det er vi meget skuffede over, og det er ikke det AaB jeg kender fra gamle dage med Lynge (Jakobsen, red.) og (Allan, red.) Gaarde.
– Det er sådan livet er, men jeg synes det er trist.
– Jibril har været her i fem år og at det skal stoppe sådan her, med at han ikke skal spille den sidste kamp, det er lavt. Det er virkelig lavt, synes jeg.
Kampen endte med en 1-2-sejr til AaB, der dermed overvintrer på andenpladsen, mens HB Køge må tage til takke med en lige over nedrykningsstregen.
Se hele interviewet med Per Rud øverst i artiklen.