Djukic efter 0-4-nederlag: På en god dag piller jeg dem alle sammen
Filip Djukic stod ikke sin bedste kamp i karrieren, da Hvidovre gik på juleferie med en 0-4-snitter, da Brøndby bankede dem.
Filip Djukic var ikke tilfreds med sin egen præstation mod Brøndby.
Faktisk var han decideret utilfreds, efter han og resten af Hvidovre-mandskabet måtte tage fra Brøndby Stadion med et 0-4-nederlag i bagagen.
Specielt tre af de fire mål, mente han, at han kunne have gjort noget ved. Det fortalte han til Discovery+ efter opgøret.
– Vi taber 4-0, så det er selvfølgelig dumt, men jeg føler egentlig, at vi er meget godt med, men vi lukker nogle dumme mål ind og på en god dag, der piller jeg også dem alle sammen.
Da han efterfølgende bliver spurgt direkte, om han er skuffet over sin egen præstation, falder svaret også prompte.
– Overordnet set ja.
– Jeg er skuffet over mig selv ved det første mål, straffesparket og hjørnesparket (hvor Frederik Alves scorer, red.).
Derfor er Djukic heller ikke helt tilfreds med, at skulle gå på juleferie med sådan en præstation.
– Det er pisse frustrerende og irriterende. Det var ikke det, jeg havde sat næsen op efter i dag, må jeg indrømme. Så ja, irriterende.
Men trods et dårligt resultat og en placering som den absolutte bundprop, er Hvidovre-keeperen alligevel optimistisk omkring foråret.
– Der er juleferie, og vi har hele ferien til at tænke over, hvad der skal gøres bedre.
– Det er svært for mig at svare på lige nu, hvad det er, men der har været nogle fine ting, og jeg kan kun blive ved med at sige, at vi bliver nødt til at tage dem med og arbejde hårdt, slutter Filip Djukic.
Efter de første 17 runder af Superligaen, har Hvidovre blot syv point, og med ni point op til Randers over stregen, skal de gøre det betydeligt bedre i foråret, hvis de skal forblive superliga-hold efter sommerferien.