Ikke en drømmelodtrækning for Joachim A: Det er ikke altid som man tror
Danmark slap for 'Dødens Gruppe' i EM-lodtrækningen. Alligevel er det ikke ligefrem en drømmelodtrækning, hvis man spørger forsvarsprofilen Joachim Andersen.
Ikke den bedste, men heller ikke den værste.
Sådan kan man roligt beskrive Danmarks pulje til den kommende EM-slutrunde i Tyskland.
Lørdag aften var der lodtrækning, og her blev landsholdet trukket i Gruppe C sammen med England, Slovenien og Serbien.
Især Slovenien og Serbien ser ud til at være overkommelige modstander, efter Danmark slog førstnævnte for at komme til slutrunden, imens sidstnævnte har underpræsteret i en længere periode.
Alligevel vil landsholdsstopperen Joachim Andersen ikke kalde det en drømmelodtrækning:
– Jeg har det lidt svært med ‘drømmelodtrækning’ og ‘god lodtrækning’, fordi man har jo altid nogen forventninger, men det er ikke altid, som man tror. Jeg synes, vi skal fokusere på os selv og så gøre det, som vi skal gøre, for man får det ikke altid, som man tror, siger Andersen til TV 2.
EM-lodtrækning: Se alle grupper ved EM 2024 herHan ser dog frem til mødet med England, hvor han også selv til dagligt spiller:
– Det er altid sjovt at spille mod nogen, som man ved en masse om. Det er jo tre hold, som vi kender nogenlunde og har spillet mod indenfor forholdsvist kort tid, så jeg synes, det ser nogenlunde ud, forklarer Crystal Palace-stopperen.
Danmarks kampe skal spilles i Stuttgart, Frankfurt og München.