
Danmark skal videre fra gruppespillet: Tæt på en drømmelodtrækning
Danmark kender nu sine modstandere til sommerens EM-slutrunde i Tyskland, hvor England, Slovenien og Serbien venter i en pulje med gode muligheder for at nå videre.

Lørdag aften blev Danmarks gruppe til EM 2024 udtrukket.
Her blev herrelandsholdet placeret i Gruppe C sammen med England, Serbien og Slovenien, som Danmark også var i pulje med i kvalifikationen.
Landsholdet har leveret svingende præstationer i kvalifikationen. Ikke mindst i de seneste to kampe, hvor holdet kvalificerede sig til slutrunden med en overbevisende sejr mod netop Slovenien for efterfølgende at tabe 2-0 til Nordirland.
På trods af spillet er det ikke desto mindre en god lodtrækning med fine muligheder for avancement, hvor Kasper Hjulmands tropper undgik flere svære modstandere i de nedre seedningslag.
Blandt andet lurede både Kroatien og Holland i tredje seedningslag, imens der også var svære hold i nederste:
– Danmark har fået en fantastisk lodtrækning, hvis man kigger på alternativerne i seedningslag 3 og 4. Det danske landshold skal møde Slovenien, hvilket er tæt på en drømmelodtrækning, og så undgik vi Italien og Schweiz fra gruppe 4, siger campo.dk’s chefredaktør, Allan Hvid.

I stedet blev Serbien trukket fra fjerde seedningslag, og selvom det var den mere favorable lodtrækning, kan holdet stadig give Danmark udfordringer:
– Selvom Serbien har underpræsteret i en periode, skal man slet ikke undervurdere dem. Det er en meget rutineret gruppe, som vi møder i sidste gruppespilskamp. Og det kan blive en svær kamp. Nøglen til dansk succes er en sejr i åbningskampen mod Slovenien, hvor lodtrækningen for alvor faldt ud til Danmarks fordel.
– Alt i alt skal Danmark videre fra denne gruppe, siger Allan Hvid.
Danmarks kampe skal spilles i Stuttgart, Frankfurt og München