Holdkammerat roser Isaksen: Lad os håbe han kan gøre en forskel i mesterskabet
Gustav Isaksen fik gjort sig særdeles positivt bemærket, da han tirsdag startede inde for Lazio i Champions League.
Gustav Isaksen fik tirsdag en sjælden startplads, da Lazio tirsdag sejrede med 2-0 over Celtic i Champions League.
Her var han direkte involveret i begge mål, og kunne ved 2-0-scoringen notere sig for en assist.
En af den tidligere FC Midtjylland-profils holdkammerater, Manuel Lazzari, håber nu, at den danske kantspiller kan omsætte midtugens succes til en større rolle på længere sigt.
– Jeg kom godt ud af det med Isaksen, han er intelligent og har vigtige kvaliteter.
– Lad os håbe, at han også kan gøre en forskel i mesterskabet, lyder det fra Manuel Lazzari på fredagens pressemøde.
Gustav Isaksen har chancen for at få sin anden startplads i streg, når Lazio lørdag tager imod Cagliari. Det vil i givet fald være første gang, at han starter inde to gange i rap for Lazio.
Det italienske hovedstadsklub endte i forrige sæson på andenpladsen i Serie A. I denne sæson er det blevet til en skuffende 11. plads indtil videre.