Superligatrænerne har stemt: Her er efterårets profil i Superligaen
De 12 forskellige cheftrænere i Superligaen har hver især stemt, og efterårets profil i Superligaen er dermed fundet.
Samtlige af de 12 superligaklubbers nuværende cheftrænere har været ved stemmeboksen, og efterårets profil i Superligaen er dermed fundet.
Her blev det Brøndby IF’s Nicolai Vallys, der løb med størstedelen af stemmerne, hvorfor han altså kan lade sig hædre med den flotte titel.
Det er Tipsbladet, der vanen tro står bag kåringen.
– Det er selvfølgelig en fed anerkendelse, når det er de andre trænere, der har stemt. Det er noget, som betyder noget.
– At vide, at det er trænerne fra de hold, som rent faktisk spiller imod mig, der roser mig. Det er selvfølgelig stort, siger Nicolai Vallys til Tipsbladet.
Brøndby-profilen var i hård konkurrence med F.C. Københavns Rasmus Falk og Silkeborg IF’s Alexander Lind. Sidstnævnte topper topscorerlisten foran Nicolai Vallys.
Afstemningen blandt de 12 cheftrænere foregår på den måde, at de hver især uddeler fra 1-5 point til fem spillere hver især, hvorefter det samlede antal point tælles op. De må ikke stemme på egne spillere.
Nicolai Vallys har noteret sig for ni mål og to assister i 16 kampe i denne sæson.
Brøndby IF ligger forud for den sidste runde inden vinterpausen på tredjepladsen i Superligaen.