Overblik: Sådan gik det i torsdagens tidlige europæiske kampe
Torsdag aften var der gang i Europa League og Conference League. Få overblikket over aftenens tidlige kampe her.
Bolden rullede i både Europa League og Conference League tidligt torsdag aften.
Her sikrede flere hold avancement til knockoutfaserne, imens andre fik slukket den europæiske drøm endegyldigt.
Få det fulde overblik over kampene, der startede klokken 18.45 herunder:
Europa League
Atalanta 1-1 Sporting
Der var topkamp i Gruppe D. da Atalanta hjemme i Bergamo tog imod portugisiske Sporting CP.
Her havde gæsterne den danske landsholdsspiller Morten Hjulmand og det tidligere FC Midtjylland-talent Ousmane Diomande med i startelleveren.
Ingen af dem kunne dog forhindre Rasmus Højlund-afløseren Gianlucca Scamacca i at gøre det til 1-0 midtvejs i første halvleg. Gæsterne kom dog stærkt tilbage, da indskiftede Marcus Edwards udlignede efter 56 minutter.
Resultatet betyder, at Atalanta går videre til knockoutfasen, imens Sporting stadig har alt at spille for i sidste spillerunde af gruppespillet.
Sturm Graz 0-1 Rakow Czestochowa
Danske William Bøving startede på bænken for Sturm Graz i aftenens Europa League-kamp.
Her fik Østrigerne besøg af Rakow Czestochowa, der ikke kan nå puljens to øverste pladser. Polakker har dog stadig mulighed for at kvalificere sig til Conference League-knockoutfasen via puljens tredjeplads.
Efter 61 minutter kom William Bøving på banen. Her kunne han intet stille op, da de polske gæster scorede til 0-1 med ni minutter igen ved John Yeboah.
Maccabi Haifa 0-3 Stade Rennais
Puskas Arena i Ungarn udgjorde midlertidig hjemmebane for israelske Maccabi Haifa grundet krigen i hjemlandet.
Her kom topholdet Stade Rennais på besøg og viste ingen nåde trods omstædighederne.
I første halvleg åbnede Martin Terrier målscoringen, inden Amine Gouiri udbyggede til 0-2 efter 47 minutter. I overtiden afgjorde Fabin Rieder endegyldigt kampen til 0-3.
Dermed har franskmændene sikret sig videre færd fra puljen, imens Haifa stadig teoretisk kan sikre sig europæisk fodbold efter nytår, selvom holdet kun har ét enkelt point efter fire spillede kampe.
TSC 0-1 West Ham
West Ham var på en papiret overkommelig opgave på udebane i Serbien mod TSC.
Serberne lagde sig dog ikke ned, selvom de havde et Premier League-hold på besøg med profiler som James Ward-Prowse, Lucas Paqueta og Said Benrahma i startopstillingen.
I kampens slutfase lykkedes det dog at nedbryde den serbiske defensiv, da tårnhøje Tomas Soucek blev sendt i dybden og blev matchvinder til 1-0 efter 89 minutter.
Conference League
AZ Alkmaar 1-0 Zrinjski
Jens Odgaard måtte nøjes med 90 minutter på bænken, da AZ Alkmaar tog imod kroatiske Zrinjski.
Herfra kunne han se angrebskollegaen Vangelis Pavlidis sparke sejren i hus efter godt en times spil på straffespark.
Dermed holder AZ fast i puljens tredjeplads med seks point, imens Zrinjski ligger på sidstepladsen med tre point.
FC Ballkani 0-1 Viktoria Plzen
Kampen mellem FC Ballkani fra Kosovo og tjekkiske Viktoria Plzen blev spillet på neutral grund i Rumænien.
Her vandt Plzen med 0-1, efter Pavel Sulc blev matchvinder med ni minutter tilbage af opgøret.
Dermed har tjekkerne vundet fem kampe ud af fem mulige i Gruppe C og derfor har sikret førstepladsen i gruppen.
Gent 4-1 Zorya
Belgiske Gent fik sendt Zorya ud af Europa med en storsejr.
Det ukrainske udehold blev sendt hjem med et 4-1 nederlag i baggagen, og samtidig indtog Gent førstepladsen i puljen, der tidligere tilhørte Maccabi Tel Aviv.
Gents helt store stjerneskud Gift Orban kom blandt andre på tavlen, inden gæsterne reducerede til 4-1 kort inden slutfløjt.
Danske Andrew Hjulsager startede på bænken, men kom ind med omtrent 30 minutter igen.
HJK 2-2 Aberdeen
HJK og skotske Aberdeen havde begge udspillet deres roller i Conference League, inden de mødte hinanden i Helsinki.
Kampen endte 2-2, efter finnerne havde bragt sig foran med 2-0 i første halvleg.
Skotterne fik dog kæmpet sig tilbage med et mål kort før pausen, inden udligningen faldt efter 56 minutters spil.
Ljubljana 0-2 Lille OSC
Franske Lille OSC sikrede sin videre færd i Conference League med en 0-2-sejr over Ljubljana.
Slovenerne havde intet at spille for i kampen, og der var heller ikke den store spændning om resulatet.
Franske Remy Cabella scorede kampens første efter 15 minutter, inden Yusuf Yazici afgjorde kampen til 0-2 efter 75 minutter.
Den tidligere F.C. København-spiller Hakon Haraldsson kom på banen til de sidste 14 minutter af kampen.