Michael Owen: Jeg er vred på Beckham
Michael Owen røg sammen med det engelske landshold ud mod Argentina ved VM i 1998. En kamp, der stadig sætter dybe spor i den tidligere angriber.
Den 30. juni 1998 vil for engelske fodboldfans altid være en forfærdelig dag.
Det var således dagen, hvor England røg ud til Argentina efter en nervepirrende kamp, der endte i straffesparkskonkurrence.
Kampen sidder også stadig dybt i Michael Owen, der ikke bare deltog i kampen, men også scorede for England – både i ordinær tid og i straffesparkskonkurrencen.
Derfor føler Owen også, at han gjorde sit for at England skulle gå videre, men at især to holdkammerater svigtede ham og resten af holdet.
Den ene af dem er David Beckham, der blev udvist i starten af anden halvleg af den danske dommer Kim Milton Nielsen, da han sparkede ud efter Diego Simeone.
– Først og fremmest mener jeg ikke, at David Beckham skulle være blevet vist ud, men det er irrelevant. Han begik en fejl, og derfor er jeg stadig vred på ham, fortæller Owen i en podcast.
– Mange spillere får kun én chance for at spille et VM, og han begik en stor fejl. Det tror jeg også, han selv vil indrømme. Man kan sige, at det var med til, at vi blev sendt ud, og derfor fylder det meget.
Beckham er dog ikke den eneste spiller Michael Owen langer ud efter.
– Man kan være vred over mange ting, og det er jeg. Paul Ince brændte et straffespark, og jeg er vred på ham over, at han valgte at sparke i den side, og ikke den anden, ligesom jeg er vred på Beckham over, at han valgte at sparke ud efter Simeone.
– Det var en fejl, som kun han (Beckham, red.) var skyld i, og hvis han ikke havde gjort det, så kunne vi have slået Argentina. Jeg er faktisk sikker på, at hvis vi havde spillet 11 mod 11, så var vi gået videre, for vi var det bedste hold.
Den tidligere Liverpool-, Real Madrid- og Manchester United-angriber forstår heller ikke, at han aldrig formåede at vinde noget med England.
En tanke, der plager ham endnu.
– Jeg går jævnligt i seng og tænker, hvordan det kunne lade sig gøre, at vi som land aldrig vandt noget, for vores hold havde så meget kvalitet hele vejen rundt, siger Michael Owen.
Medie: Everton vil appellere 10-pointsstrafOm Michael Owen har glemt David Batty eller ej vides ikke, men midtbanespilleren brændte også et af straffesparkene for England, men får altså ikke på puklen af Owen.