Drømmefodbold i Farum! FCN smadrer de 19-dobbelte tyrkiske mestre efter hattrick af Nygren
FC Nordsjælland leverede torsdag aften et helt igennem vanvittigt resultat. Her blev Fenerbahce slået med intet mindre end 6-1.
6-1!
FC Nordsjælland tog torsdag aften imod Fenerbahce hjemme på Right to Dream Park, hvor tyrkerne blev godt og grundigt kørt rundt i manegen.
Særligt i anden halvleg leverede Farum-klubben storspil, efter en kort periode inden pausen med tyrkisk dominans. Her udmærkede indskiftede Benjamin Nygren sig med et hattrick.
FC Nordsjælland kom foran med både 1-0 og 2-0, da Lucas Hey først satte bolden ind efter et hjørnespark efter 21 minutter, inden Daniel Svensson scorede til 2-0 efter flot opspil.
Herefter fulgte en periode, hvor gæsterne satte sig på spillet, og det resulterede i to scoringer lige inden pause. Først var det Michy Batshuayi, der reducerede, og efterfølgende troede Sebastian Szymanski, at han havde udlignet. Målet blev dog annulleret for hånd på bolden.
Fra anden halvlegs start blev Benjamin Nygren sat på banen, og han scorede sit første af tre mål efter 55 minutter.
Overblik: Sådan gik det i torsdagens tidlige europæiske kampeHerefter scorede Christian Rasmussen til 4-1, inden Nygren fuldendte hattricket i det 75. og 84. minut.
Dermed indtager FC Nordsjælland førstepladsen, inden den sidste kamp i Bulgarien mod Ludogorets. Her kan danskerne nøjes med uafgjort for at gå videre.