Hoff Thorup inden europæisk brag: En af de største kampe i Farum nogensinde

Der er lagt op til et brag af en kamp, når Fenerbache gæster Right to Dream Park torsdag aften. Et opgør, der ifølge FC Nordsjælland-cheftræner Johannes Hoff Thorup bliver en af de største kampe nogensinde i Farum.

Johannes Hoff Thorup kalder kampen mellem FC Nordsjælland og Fenerbache for en af de største nogensinde i Farum.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det blev til et 3-1-nederlag for FC Nordsjælland, da Farum-klubben gæstede Fenerbache i Tyrkiet tilbage i september.

Torsdag står den derfor på revanche, når FCN tager imod den tyrkiske traditionsklub.

FCN-cheftræner Johannes Hoff Thorup er forud for kampen ikke i tvivl om, at det er et af de opgør, der kommer til at rangere højt i klubbens historie.

– Der er ikke nogen tvivl om, at det må være den største kamp, der har været her på Right to Dream Park i rigtig mange år. Bare det at vi har europæisk fodbold her i Farum, betyder enormt meget for os og alle omkring klubben.

– Kampen har alle elementerne til, at det kan blive en fantastisk aften i Right to Dream Park. Det er en stor kamp mod et stort hold, der bliver fyldt på lægterne – og den kommer til at få stor betydning for vores vej videre fra gruppen. Vi vil gøre alt for, at det bliver en fantastisk aften, siger Hoff Thorup ifølge FC Nordsjællands egen hjemmeside.

Fenerbache kommer til opgøret som førerhold Conference Leagues gruppe H. FC Nordsjælland ligger nummer to med to point færre. Ludogorets er et enkelt point efter på tredjepladsen.

Opgøret fløjtes i gang i Farum klokken 21.00 og kan ses på TV2 Sport X og TV2 PLAY.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P