
Ny melding: Dolberg slipper med skrækken
Kasper Dolberg ser ud til at slippe med skrækken, efter han måtte udgå skadet for Anderlecht søndag.

Kasper Dolberg har været brandvarm for Anderlecht i denne sæson.
Derfor var der bange anelser hos de belgiske Anderlecht-fans søndag aften, da Kasper Dolberg måtte udgå fra søndagens kamp med det der lignede en ankelskade. Anders Dreyer tog dog sagen i egen hånd scorede for Anderlecht.

Mandag er der kommet en opdatering på danskerens skadessituation, og det er gode nyheder – i hvert fald hvis man er Anderlecht-fan.
Ifølge avisen La Dernière Heure er Kasper Dolberg blevet scannet mandag, og den viste ingen tegn på noget alvorligt. Derfor ventes den danske landsholdsspiller også snart at være i aktion igen.
Ifølge mediet ønsker Anderlecht ikke at tage nogen chance med Dolberg, og klubben udelukker derfor ikke, at 26-årige Dolberg spares i opgøret mod KVC Westerlo på fredag.
Kasper Dolberg har scoret ni mål i 15 kampe for Anderlecht i denne sæson, og han er klubbens topscorer.