
Inter-boss bekræfter forhandlinger med profil
Inter-CEO Giuseppe Marotta bekræfter, at man arbejder på at indgå en ny aftale med Lautaro Martinez.

Søndag var der dømt vaskeægte topbrag i Serie A.
Her tog Juventus imod Inter, og hjemmeholdet kunne i det 27. minut fejre en 1-0-føring.
Allerede seks minutter senere fik Inters Lautaro Martinez dog bragt balance i regnskabet med sin scoring til 1-1.
At Lautaro Martinez kom på måltavlen i søndagens opgør er langt fra en enlig svale.
Det var således den 26-årige argentiners 13. scoring i lige så mange kampe i Serie A denne sæson.
Det er man tilsyneladende også opmærksom på i Inter, hvor man arbejder på at indgå en ny aftale med Lautaro Martinez.
– Vi er i dialog med Lautaro og hans agent for at få en ny aftale på plads. Vi er meget rolige.
– Jeg mener ikke, at der kommer til at være problemer i forhandlingerne overhovedet, da Lautaro gerne vil fortsætte her, siger Inters CEO, Giuseppe Marotta, ifølge transferjournalisten Fabrizio Romano.
Lautaro Martinez kom til Inter i sommeren 2018.
Hans nuværende kontrakt strækker sig frem til sommeren 2026.

Opgøret mellem Juventus og Inter endte 1-1.
Med pointdeleren topper de to storklubber fortsat den italienske Serie A, hvor Inter ligger øverst med 32 point. Juventus ligger på andenpladsen med 30 point.