
Sejrsgave: Hvidovre-spillere får 100.000 for at slå Brøndby
Peter Lassen lover spillertruppen i Hvidovre 100.000 kroner til bødekassen, hvis det bliver til fuld gevinst mod Brøndby i næste weekend.

100.000 kroner, hvis de slår Brøndby.
Det kan Hvidovre-spillerne se frem til, hvis det lykkedes. Men det er faktisk ikke første gang, der er 100.000 kroner på spil i en Hvidovre kamp.
Da Hvidovre før landskampspausen slog OB, blev en særlig bonus lagt på bordet. 100.000 kroner ville ryge i bødekassen, hvis Hvidovre kunne slå Vejle i den efterfølgende kamp.

Det lykkedes ikke, da fredagens opgør mod Vejle endte 1-1, men i næste runde gælder det Brøndby, og sportschef Peter Lassen udbetaler glædeligt pengene, hvis det bliver til en sejr der. Det udtalte han til TV2 Sport fredag aften.
– Hvis de slår Brøndby, er det lige før, jeg betaler dem ud af egen lomme. Ja, det vil jeg sige – så får de 100.000, hvis de slår Brøndby.
Hvidovre er efter det uafgjorte resultat fredag aften stadig sidst i 3F Superligaen med seks point op til netop Vejle.
Senest Hvidovre mødte Brøndby IF blev det til et hjemmebanenederlag på 0-3, så der skal andre boller på suppen, hvis de vil have tre point og 100.000 på kontoen.
Kampen mellem de to sjællandske klubber spilles d. 3 december.