Liverpool melder fire spillere tilbage i træning inden topbrag
Intet mindre end fire Liverpool-spillere var torsdag tilbage i træning forud for weekendens topbrag mod Manchester City.
Landsholdspausen ser ud til at være faldet på et belejligt tidspunkt for flere af Liverpools spillere.
I hvert fald melder den engelske storklub torsdag, at intet mindre end fire spillere er ved at være i omdrejninger igen.
Der er her tale om Joe Gomez, Ryan Gravenberch, Curtis Jones og Ibrahima Konate. Fælles for alle fire spillere er, at de missede Liverpools 3-0-sejr over Brentford for 11 dage siden.
Også fælles for de fire spillere er, at de alle deltog i Liverpools træning torsdag.
Er de alle fire klar til kamp igen, må det siges at være god timing.
Liverpool ramler således sammen med Manchester City lørdag klokken 13.30.
Manchester City indtager forud for kampen førstepladsen i Premier League – ét point foran Liverpool på andenpladsen.