Sir Alex Ferguson om nyt ejerskab: Jeg er optimistisk
Sir Jim Ratcliffes minoritetsejerskab i Manchester United menes at blive offentliggjort indenfor nærmeste fremtid, og klubbens tidligere manager ser positivt på ændringen.
Manchester United har ikke vundet Premier League, siden Sir Alex Ferguson i 2013 lod sig pensionere.
Skotten er stadig involveret i klubben, hvor den britiske milliardær, Sir Jim Ratcliffe, inden længe menes at overtage en aktieandel på 25 procent fra den amerikanske Glazer-familie.
Ratcliffe ejer også både den franske klub OGC Nice, schweiziske Lausanne samt cykelholdet Team Ineos, der tidligere var dominerende i Tour de France under navnet Team Sky.
Ratcliffe menes at overtage kontrollen med den sportslige ledelse i den klub, som han ifølge ham selv har været fan af siden barn, og selvom den del er meget omdiskuteret blandt Uniteds fans, så er klubbens legendariske manager optimist, når det kommer til Ratcliffes ejerskab.
– Jeg er stadig direktør i klubben. Jeg kender Jim [Ratcliffe] godt. Vi må se, hvad han udretter, men jeg er optimistisk, siger Sir Alex Ferguson til Gambling Zone.
Sir Jim Ratcliffe er født i Manchester-forstaden Oldham, og han har skabt sin formue gennem kemikalievirksomheden Ineos.