Melker Widell er glad i AaB: Håber på at spille Superliga-fodbold i Aalborg
AaB hentede i sommers en, for de fleste danskeres vedkommende, ukendt svensker til klubben. Han har nu tager klubben med storm.
Melker Widell har taget Aalborg og NordicBet Ligaen med storm.
Den 21-årige svensker, der kom til AaB i sommerens transfervindue fra svenske Landskrona, har i skrivende stund fået 18 kampe i den rød-hvide AaB-trøje, og han ser gerne, at der kommer flere. Her er det blevet til syv mål og tre assists.
Han er nemlig glad for at spille i AaB, og han er ikke i tvivl om, at han er blevet en bedre fodboldspiller efter at have skiftet Sverige ud med Danmark. Det fortæller han i et interview til NordicBet Ligaens egen kanal.
– Det er megafedt at være Melker Widell i AaB lige nu, og det har det været lige siden, jeg kom til klubben. Det er en fin klub, hvor der er mange hårdtarbejdende mennesker.
I interviewet sætter han blandt andet ord på, hvordan han selv mener, han er blevet bedre på banens sidste tredjedel, hvor han har fået ansvar for at finde de offensive løsninger i Aalborg-klubbens angrebsspil. Tilliden fra AaBs cheftræner, Oscar Hiljemark, har kun gjort ham bedre.
Og netop cheftræneren i Aab har givet Melker Widell en startplads i 17 ud af AaBs 18 kampe i indeværende sæson, og det er der en helt bestemt grund til. Han udtaler sig ligeledes til NordicBet Ligaens egen kanal.
– Han har en mentalitet, som gør, at han vil lykkes, og at han vil blive bedre. Og hvis vi kigger på hans fodboldmæssige kvaliteter, så besidder han nogle evner, der gør, at han kan spille med på den øverste hylde.
Når det så er sagt, nævner Hiljemark også, at der er ting, der kan bygges på Widells spil for at han bliver endnu bedre.
Og en stærk mentalitet skal være med til at hjælpe Melker Widell til tops. Han nævner selv, at det er vigtigt, at han giver lidt af sig selv, når han træder ind på grønsværen. Man må ikke tage det hele for givet.
– Det er vigtigt også at give fansene noget retur for den fantastiske opbakning, de har givet os siden staren af sæsonen. Jeg synes, det er megafedt, og jeg bliver glad, når vi snakker om det.
Til slut nævner Melker Widell, at han håber, at AaB skal spille i Superligaen i næste sæson. Det vil være et spændende sted at være for både ham selv og for klubben.