To forsvarspillere og en angriber: Se de tre nominerede til årets spiller i Danmark
De danske spillere har nu nomineret tre mand, som kan vinde titlen som årets fodboldspiller i Danmark.
Spillerne har talt.
Der er nu fundet tre nominerede til den flotte titel som ‘årets mandlige fodboldspiller i Danmark 2023’.
De tre er Joachim Andersen i Crystal Palace, Rasmus Højlund i Manchester United og Andreas Christensen i FC Barcelona.
Prisen uddeles i et samarbejde mellem DBU og Spillerforeningen, og det er også de to organistationer, der søndag har delt nyheden om de tre nominerede.
Det er andet år i streg, at Joachim Andersen er nomineret til prisen. Han er i løbet af 2023 blevet fast mand på det danske landshold, ligesom han længe har været det i Crystal Palace.
Rasmus Højlund har i 2023 fortsat sin kometkarriere med et skifte til Manchester United. Her er han blevet Champions League-topscorer. Han er også topscorer på det danske landshold i år.
Andreas Christensen var i 2023 med til at vinde den spanske LaLiga sammen med resten af FC Barcelona. Han har, ligesom de to øvrige nominerede, aldrig før vundet ‘årets mandlige fodboldspiller’, men har tidligere vundet ‘årets mandlige talent’ tre år i streg.
United giver skadesopdatering på Eriksen og HøjlundDet er spillerne, der først nominerer og sidenhen vælger årets mandlige fodboldspiller 2023.
Vinderen kåres lørdag den 6. januar 2024, når gallashowet Sport 2023 afvikles i Herning.
De tre seneste vindere af prisen er Pierre-Emile Højbjerg, Simon Kjær og Kasper Schmeichel.