
‘Oranje’ skal besøge naboen i øst: EM-billetten er booket
Holland er nu klar til EM 2024, efter det blev til en sejr over Irland lørdag aften.

De var forhåndsfavoritter til andenpladsen – og andenpladsen fik de.
Det hollandske landshold sejrede lørdag aften med 1-0 hjemme mod Irland og er dermed nu klar til EM 2024, der afvikles i nabolandet Tyskland.
Opgørets eneste målscorer blev Wout Weghorst, der kom på måltavlen allerede i opgørets 12. minut.
Sejren og de tre point sender sender ‘Oranje’ op på 15 point efter syv kampe, hvilket er nok til at sikre andenpladsen i gruppen.
Grækenland er forud for sidste kvalifikationsrunde blot tre point efter hollænderne, men Holland er bedst af de to indbyrdes – og EM-billetten er derfor sikret for nationen kendt for vindmøller og tulipaner.
EM-kvalifikationsgruppens (B) førsteplads ligger sikkert hos Frankrig, der storsejrede over Gibraltar lørdag.
