
Dansk landsholdsprofil skal spille EM på ‘hjemmebane’: Verdens bedste slutrunde-land
Yussuf Poulsen var i godt humør, da han efter sejren over Slovenien så frem mod at skulle spille slutrunde i et land, han kender bedre end de fleste.

Turen går til Tyskland!
Danmark er nemlig EM-klar efter 2-1-sejren over Slovenien fredag aften og er dermed sikret en billet til slutrunden i Tyskland til sommer.
Og netop Tyskland som værtsnation kender landsholdsangriberen Yussuf Poulsen særdeles godt efter at have tilbragt de seneste ti år af sit liv i Leipzig.
Og danskeren ser naturligvis også frem til at skulle spille EM i hans andet hjemland.
– Jeg tror, du har ret i, at det er verdens bedste slutrunde land, i hvert fald i forhold til EM, indleder den 29-årige Leipzig-profil på landsholdets Youtube-kanal og fortsætter:
– De har den største pulje af fede stadions med god stemning i Tyskland, og så er det jo tæt på Danmark, så vi håber, der er en masse danskere, der rejser med ned og støtter os.

Yussuf Poulsen skiftede fra Lyngby til Leipzig i sommeren 2013 og har altså for nylig kunne fejre sit ti-årsjubilæum i Bundesliga-klubben.